Bag om Corona-pressemøderne

En patient, vi ikke må miste

"Den patient er pressefriheden og en hjørnesten i pressefriheden; nemlig befolkningens forståelse for vigtigheden af fagligt dygtige journalister og redaktører."

"Den patient er pressefriheden og en hjørnesten i pressefriheden; nemlig befolkningens forståelse for vigtigheden af fagligt dygtige journalister og redaktører."

Tusindvis af kroppe verden over kæmper fortsat mod den usynlige modstander Corona. Læger og sygeplejersker kæmper en rå kamp for patienternes overlevelse. Imens kæmper resten af os med at fatte, hvad der lige skete med verden. Jeg har i 15 år arbejdet med presse- og kriserådgivning og medie- og budskabstrænet over 1.000 talsmænd og -kvinder. Derfor interesserer jeg mig særligt for, hvordan vores ministre, politi og topembedsmænd fremstår, og hvad de opnår på deres pressemøder. Når de har leveret deres strategiske, vigtige budskaber om ændret adfærd og hastelove, starter pressemødets anden akt – spørgsmålene fra journalisterne fra DR, TV2, Ekstra Bladet og alle andre frie medier i Danmark. I den kommende, kritiske tid vil der udspille sig en intens kamp – den er allerede indledt – og den handler om en ’patient’, vi ikke må miste i Danmarks kamp mod Corona. Den patient er pressefriheden og en hjørnesten i pressefriheden; nemlig befolkningens forståelse for vigtigheden af fagligt dygtige journalister og redaktører.

Dette debatindlæg er ikke en karakterbog over ministre eller en skammekrog for journalister, men for tiden ser vi ekstra mange frustrationer over pressen. “Ved I hvad, Ekstra Bladet; fuck jer og jeres latterlige lortespørgsmål til pressemøder!!!!!”, skrev en. Næstformand i KL og borgmester i Kalundborg, Martin Damm, blev også vred, da DR søgte aktindsigt i alle beredskabsplaner i landets 98 kommuner og krævede svar inden for én til to dage. ”Timingen er helt skæv,” skrev han.

Debatten – hidtil mest i journalistkredse – drejer sig om den relevante samfundsmæssige drøftelse af, hvor kritisk eller konstruktiv pressens rolle skal være. Især midt i en helt ekstraordinært presset situation for hele det danske samfund. Og hvad journalister kan og ikke kan forvente at få svar på inden deadline fra nogle myndighedspersoner, der er helt hængt op med at styre Danmark gennem en krise.

Selv om nogle journalister måske vil sige, at jeg har solgt min sjæl for ussel mammon ved at blive kommunikationsrådgiver, så kan jeg hånden på hjertet sige, at jeg kæmper for mest mulig åbenhed. Jeg er stadig stolt af det journalistiske fags rolle og hylder journalistikkens bydende nødvendighed. Når jeg for åben skærm i lukkede lokaler kriseforbereder vores kunder, som direktører eller offentlige ledere, på deres møde med pressen, så står jeg altid op for det journalistiske fag. Bevares, Ekstra Blads-journalister på pressemøder vil ofte være perfide, men som rådgiver slår jeg som regel hårdt ned på den refleks, som mange ikke-journalister har over for pressen og journalister: At ”de bare skriver, hvad de vil, altid finder hår i suppen, og at de altid puster tingene op”. Det var der også nogen, der sagde til mig i marts, at ”medierne overdrev Corona-krisen”. Jeg opponerede så kraftigt, jeg kunne, uden at ødelægge den gode middagsstemning. To timer senere havde Mette Frederiksen reelt lukket Danmark ned.

Meget u-journalistisk skal jeg nu komme til min pointe til allersidst: En fri presse, som er kritisk, er helt afgørende for vores demokrati. Og selv om man, som ‘almindelig dansker’, godt kan forbande journalister langt væk, når de puster sig op eller kommenterer mere, end de stiller reelle spørgsmål over for en minister i søvnunderskud – ja, så må vi i Danmark aldrig blive så tossede på dem, at vi glemmer vigtigheden af, at de er der.

Omvendt må journalister og mediechefer for alvor forholde sig til, at flere og flere danskere blot trækker på skulderen og smider ‘fake news’-kortet, som vi ser det i Trumps USA. De skal derfor blive bedre til at forvalte deres vigtige privilegium og huske, at retten til at stille spørgsmål ikke udelukker pligten til at vurdere, om der er sammenhæng mellem det, man kræver svar på (nu!) og hensynet til de liv-og-død-beslutninger, som træffes af vores myndigheder.

Journalister og mediechefer kan ikke tage for givet, at en offentlighed, som lige nu mister frihedsrettigheder for det fælles bedste, bare uden videre forstår, hvorfor journalister agerer som de gør. Dette er ikke en bøn om mindre kritisk journalistik, kære medier. Blot en bøn til, at I bliver bedre til at forklare folk, hvorfor I gør, som I gør.

Kriseknuser - også for storkapitalen

Mikael Baden

Partner - Kommunikationsrådgiver

Kriseknuser - også for storkapitalen

Mikael Baden

Partner - Kommunikationsrådgiver